I. Afgrænsning af forskningsfeltet
II. Traditioner fra Aarhus Universitet
Med baggrund i Ny Testamente og Kirkehistorie beskæftiger forskningsenheden Den Kristne Orient sig med den kristne orient i filologisk, teologisk og kulturvidenskabeligt perspektiv.
I det følgende (I) afgrænser vi forskningsfeltet, (II) peger på vores tydelige rødder i aarhusiansk sammenhæng og (III) opstiller målene for forskningsenhedens arbejde.
I. Afgrænsning af forskningsfeltet
Internationalt dækker ‘den kristne orient’ et forholdsvis velafgrænset forskningsfelt, selv om begrebet er blevet forstået noget forskelligt, idet det undertiden har inkluderet byzantinistik og kirkeslavisk litteratur, undertiden ikke. Vi følger en midtervej, idet vi også beskæftiger os med byzantinistik, men ikke med de slaviske ortodokse folks sprog og historie.
Den kristne orient afgrænser vi geografisk og sprogligt som det gamle østlige kristne kulturområde, der med basis i græsk også skabte litteraturer på især koptisk, nubisk, etiopisk, amharisk, kristent-palæstinensisk aramæisk, syrisk, kristent arabisk, armensk, georgisk; men også andre sprog er blevet benyttet i den kristne orient, f.eks. teksterne fra Østens (nestorianske) kirke på middelpersisk, sogdisk, oldtyrkisk og kinesisk.
Kronologisk rækker vores forskningsfelt i princippet fra det 1. århundrede e.Kr. til i dag med hovedvægt på oldtid og middelalder. Kulturelt og politisk var den kristne orient hovedsageligt indlejret i Romerriget (det græsk-romerske, siden byzantinske kulturområde), delvis i de parthiske og sassanidiske riger (samt Axum, Armenien, det georgiske Iberien etc.), og senere det islamiske kalifat. Ser vi på kristendommen gælder det, at tekster fra ’hæretiske’ bevægelser som gnostikere og manikæere, der blev til i kristendommens første tre århundreder, især er bevaret på koptisk, hvad der naturligt gør dem til en del af vores forskningsfelt.
De fleste kristne, der benyttede orientalske sprog, var en del af oldtidens fælles kirke, indtil Østens Kirke blev konfessionelt udskilt gennem den nestorianske strid og synoden i Efesos 431, og de orientalsk-ortodokse kirker i Ethiopien, Nubien, Egypten, Syrien og Armenien blev udskilt gennem striden om Chalkedon-synoden 451. Ud over den byzantinske rigskirke blev der dog ved at være orientalske kristne, der hørte til chalkedonenserne, f.eks. de melkitiske kirker, den georgiske kirke og senere maronitterne.
Inden for de definerede områder vil vi på et filologisk grundlag arbejde med litteratur, historie, teologi/religion og i det hele taget kultur bredt forstået med inddragelse af alle relevante nabodiscipliner.
Vi gør ikke krav på at dække hele det skitserede forskningsfelt, der kun angiver, hvad der principielt kunne inddrages i vores sammenhæng, men vi er interesserede i, at tilgrænsende forskningsfelter bliver inddraget, når det er relevant. Vores filologiske fundering betyder også en inddragelse af lingvistiske synspunkter. Det sprogvidenskabelige perspektiv og interessen i at forstå kontinuiteten mellem den førkristne og kristne orient kan gøre arbejdet med sprog som ugaritisk eller aramæiske dialekter særligt relevant, mens arbejdet med gnostiske tekster gør inddragelsen af mandæisk litteratur relevant.
II. Traditioner fra Aarhus Universitet
Den kristne orients historie er en naturlig del af Kirkehistories forskningsfelt, men hvad angår den filologiske tilgang, bygger vi desuden på traditioner, der længe har været knyttet til Aarhus Universitet og bør holdes i hævd. Det gælder således faget Semitisk Filologi, der eksisterede fra 1963 til 2005. Fagets sidste professor, Finn Ove Hvidberg-Hansen, er således medlem af vores gruppe. Armenske studier blev indført af professor Henning Lehmann, der virkede fra 1969 til 2004 og ligeledes er medlem af vores gruppe. Koptiske studier blev indført af Søren Giversen (1928-2009), professor i Ny Testamente fra 1974 til 1998.
Også efter 2005 har der jævnligt været undervisning i andre semitiske sprog end hebræisk og arabisk, ligeledes i koptisk. Der er også blevet forsvaret doktordisputatser inden for den kristne orients område (armensk: Henning Lehmann 1975, koptisk: Nils Arne Pedersen 1996) og ph.d.-afhandlinger (koptisk: Jesper Hyldahl 2003, René Falkenberg 2010).
